Appetize – Hemmeligheder

Jacob Kokkedal – Hemmeligheder

19/02/2014 By  Skriv kommentar

Klumme_Jacob_01

Jeg ved noget. Måske ved du det også, men har valgt at fortrænge det eller henlægge det til det samme sted, hvor kendskabet til strækmærker eller nullermandskugler i topmavers navler befinder sig. Uanset hvad, vil du formentlig aldrig komme helskindet gennem livet uden at (gen)opdage det eller skulle tage stilling til et ellers indlysende faktum; mænd ændrer sig ikke til det bedre.

Tekst: Jacob Kokkedal  Foto: Advice image

Jo, i sengen, siger du måske nok. Der er intet, der slår en ældre, erfaren mand i sengen, vil du måske påstå. Sådan en ved jo, hvor tingene sidder og tager sig tid til at give sagens genstand et både grundigt og tålmodigt servicetjek . Det er altså en sandhed med modifikationer, som du er blevet bildt ind af den samme person, der overbeviste dig om, at tyve centimeter er en pegefingers længde. Ældre mænds grundighed skyldes derimod ene og alene en rusten motors opstartsvanskeligheder, og tålmodigheden er et udslag af, at man helst vil undgå sportsskader, fordi man ikke har varmet ordenligt op – den der med en masse kamferfætter smurt ud over ens kraftigt behårede gammelmandsskrog, virker lidt bedre til et forestående Serie 6 opgør, end til femten minutters pomba lomba med en yngre og deraf mere kritisk model. Eller tænker du anderledes? Du troede, han agerede følsom fyr, da han bad dig om at sætte tempoet ned? Så er jeg altså nødt til at spørge … Hvem kom med gaverne til dig juleaften?

Til gengæld lugter mænd over 35 af fordærvet gorgonzola ud af munden. Det er faktisk forklaringsgrundlaget bag de døde fluer, man af og til om morgenen kan finde på modne herrers hovedpuder, fortrinsvis om sommeren. Det drejer sig med andre ord om udåndingsgasserne fra skindøde silverbacks paradentoseproblemer. Hvis ikke du som kvinde vil indrømme det … Tja, det var det med den der fortrængning.

Næh, du. Hvis ikke en mand kan de ting, han skal kunne som 23-24 årig, så lærer han det aldrig. Du kan råbe og skrige alt det, du vil, eller køre det der tavse og iskolde ”jeg er ikke sur”-trip (læs: jeg hader dig som pesten og ville ikke engang unde dig at slikke mine trusser på en dårlig dag, din nar!), men lige lidt hjælper det. Han kommer aldrig til at se stakkene af opvask i køkkenet eller lugte babyens puha i bleen, hvis ikke han har lært det inden voksenalderen. Der er nemlig ting, der er usynlige for en mand, hvis hans mor aldrig har taget sig tid til at uddelegere ansvar for andet end computeren og fortæringen af den madpakke, hun troligt har smurt til ham, indtil han flyttede hjemmefra som 21-årig. Mentalt er der i øvrigt en del mænd, der aldrig flytter hjemmefra. Det er som sagt ikke nogen  hemmelighed. Har du alligevel valgt at sidde den kendsgerning overhørig, skyldes det to af kvindens realiseringsmekanismer: fortrængning eller ønsket om at redde verden. Den første har vi berørt. Det er en variant af kamp-flugt reaktionen, hvor kvinden lærer at få sin bevidsthed til at spille mentalt død (flugt via passivitet). Fx når hjernen registrerer, at kæresten igen har glemt at købe toiletpapir, men til gengæld har sørget for at få det nyeste Tipsbladet med hjem. Her er det kvindens fortrængningsmekanisme, der holder hende tilbage fra at tage fyrens Tipsblad med ud på tønden og tørre sin velpolerede røv af i lige tilpas størrelse, i de glitrende sider af utrolig meningsfyldt og skyhøj journalistisk kvalitet.

Klumme_Jacob_02

Du kan sende ham på madlavningskurser, tage ham med til finkulturelle tilbud eller i en uendelighed se Titanic, Broerne i Madison County eller P.(i)S. I Love You under løftet om mere pomba lomba, hvis han klarer den igennem til slutningen, men lige lidt hjælper det. Mor lærte ham ikke i længden at tænke på andet end sin egen behovstilfredsstillelse. Mænd gør kun det, de gider eller er absolut nødt til at gøre. Lev med det! Eller red ham.

Her er vi nu ovre i den værste af realiseringsmekanismerne, for det plejer som regel at tage nogle år, indtil man ældre og klogere kommer ud af fælden med følelsen af at have været involveret i et flerårigt trafikuheld i den tid, ens redningsprojekt har stået på. Men man var jo lidt undskyldt. Inde i alle pumpede, tatoverede, kokainsniffende fyre med stor Audi og invalidepension gemmer der sig jo, som vi alle ved, bare en lille dreng, der vil ud og give verden indestængt kærlighed og masser af bamseknus. Det har disse tapre redningskvinder sådan set ret i. Der findes en lille dreng inde i gorillaen, og denne lille dreng vil ha’ sin moar. Du kan sikkert også godt få lov til at amme ham. Modermælk er jo ikke det værste, man kan få. Det ved jeg, fordi en eksamensmakkers kone ammede de to år i træk, vi skrev projekter sammen, og min makker var for lad til at hente mælk i Fakta til kaffen. Nød lærer doven mand at spinde …

Er det så mændenes skyld? Nix bix potatomix. Det er mødrenes og i sidste ende din egen skyld, hvis dit fortrængnings- og/eller redningsforsøg ikke  holder i længden. Du vidste det jo fra starten.

En bekendt blev for et par år siden smidt på porten af sin daværende kone et halvt års tid efter deres fantastisk hyggelige bryllup, hvor de begge lovede hinanden evigt troskab til døden dem skilte (eller i hvert fald indtil den næste våde julefrokost, hvor fruen endte med at give en yngre vikar en udførlig rundvisning i fysiklokalet). Men ud røg ægtemanden så. Fruen var træt af, at han ikke lavede dagens gerning ud over at spille klaver og computer. Det havde han sådan set aldrig gjort i de otte år inden brylluppet, de havde været sammen. Hvordan kunne det overraske hende, at han fortsatte i samme stil efter kirkevielsen? Jeg har selv boet med gutten i et par år, og da præsterede han at have et par snavsede, blåstribede boxershorts til at hænge ud fra sin reol i fjorten dage, inden jeg fik ham til at fjerne dem sammen med tallerkenerne med uspiste pizzastykker under hans seng.

At du har brugt uhensigtsmæssig meget tid på forgæves at forsøge at stive en stodder af, falder kun tilbage på dig. Du kunne bare have ladet ham være, da han stod og hang i baren på Musikkælderen og lignede en våd hundehvalp.

Så tag lige en snak med svigermor tidligt i dit og måske-manden-i-dit-livs forhold og hold godt øje med, hvor meget præmiehingsten bliver serviceret. Eller tag et nøgternt, objektivt blik på ham; hvis hans lejlighed ligner Roskilde Festival på sidste dagen, og han kan bruge hele uger på at spille computerspil og spise cowboytoast uden at sende dig så meget som en lille, sød besked for at fortælle, at der stadig er en puls. Hvornår tænker du så, at sådan en fyr kommer op i gear?

Det kan på den anden side også være, at han er fra blokken, og mor aldrig har serviceret ham. Bare rolig. Det kan du så sikkert få lov til. God fornøjelse med at ændre på din mand. Det er ligesom at spise suppe med pinde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s