Appetize – Hvornår er nok, nok?

Hvornår er nok, nok?

Så er det sket igen. Jeg kommer lige fra et af de her arbejdsgiversponsorerede peptalk-arrangementer – heldigvis med spisning og fri bar inkluderet, hvor en eller anden ”ekspert” blev fløjet ind for at fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv. Eller vigtigere endnu; hvordan vi skal leve vores liv i korrekt overensstemmelse med vores arbejde. De siger som regel det samme, disse konsulenter: ”Hvis du ikke går 110% op i dit arbejde, skal du finde noget andet, for arbejdet skal gøre dig lykkelig.” Arbejde gør lykkelig, og mere arbejde giver altså mere lykke?  

Jacob_Kokkedal_003_foto_Soren_Skjodt

Tekst Jacob Kokkedal | Foto Søren Skjødt

Nu har disse lykke(lomme)filosoffers matematiktimer i skolen muligvis været baseret på en anden talforståelse end den, jeg har været underlagt (et kommunikationsstudie på AAU eller RUC kan jo gøre meget i den sammenhæng) men … Er 100% ikke det hele? Er 100% ikke alt, hvad du om muligt vil og kan give af dig selv uden alvorlige konsekvenser for dit liv og levned? Kan man i det hele taget give blot de hele 100% og for ikke at tale om endnu mere?

Denne aftens overståede konsulent var en fyr i kørestol. Han kunne fortælle, at det jo nok gik, når man blev presset af livet eller noget endnu vigtigere; arbejdet. Det var bare op på hesten igen – eller i dette tilfælde; op i kørestolen. Der kan da sikkert siges mange gode ting om at rulle med slagene i tilværelsen, men er det meningen, at man så bare skal finde sig i alt? Jeg har trods alt selv været på kurser, hvor vi skulle gå ud i en nærliggende skov og lave vores visioner for arbejdspladsen ved hjælp af alt, der ikke var afføring. Måske kunne jeg i stedet have brugt de timer på de opgaver, jeg normalt ikke når?

Kørestolsseancen

Under kørestolsseancen kunne jeg ikke lade være med at spekulere på noget: Vil min ledelse i virkeligheden have mig til at sige op? Er det mon meningen med betale dyre domme for alle disse virksomhedsmotivatorer, management konsulenter, forandringsagenter eller life-style coaches (læs; mit eget liv er et rod, men jeg vil gerne rydde op i dit). Har min ledelse endelig opdaget, at jeg passer mit arbejde ved hjælp af ganske almindelig sund arbejdsmoral, men at mit arbejde bare er et arbejde for mig og ikke også min hobby? Jeg tænker, at en mand som mig er farlig at have gående et sted, hvor ledelsen hele vejen op arbejder efter en flad ledelsesstruktur på grænsen til det usynlige. Det kunne jo rygtes og derefter sprede sig, at her er en mand, der faktisk går hjem klokken fire og ikke skænker sit arbejde nævneværdig tankevirksomhed efter det, fordi han slet og ret ikke får løn for det. Det bliver selvfølgelig mellem os to, kære læser. Hvis mine kolleger og ikke mindst mine chefer hele vejen op kendte min tilgang til mit arbejde, ville det formentligt resultere i offentlig stening på Gammeltorv, og jeg er egentlig ok glad for både mit liv og mit job. Det er bare to vidt forskellige ting for mig. Jeg arbejder for at kunne holde fri, men det må man ikke sige i dag. For så spilder man da sit liv. Vi er dømt til evigt og altid jagte lykken i vores vågne stunder. Det er det, de 110% i virkeligheden handler om; urealistisk lykkejagt i et job, der helst skal suge mere, end du har at give.

Min bank veninde

I min venindes afdeling i banken skiftes de til at blive sygemeldt med stress efter en god og solid tudetur i spontan eruption hen over skrivebordet – ofte med et par skrækslagne kunder som vidner, der efterfølgende selv skal have psykisk førstehjælp af bankens til formålet fastansatte krisepsykolog. Ledelsens svar på hele miseren er at hente flere arbejdslivskonsulenter ind (med og uden kørestol) og ellers bare sige til de ansatte, at sygemeldingerne nok skyldes, ”at der er noget derhjemme”. Og se der har denne arbejdsmaksimerende ledelse uden tvivl en pointe.

For ja, gu er der noget derhjemme, som min veninde siger. Hun har et job, hvor arbejdsopgaverne er så mange, at hun selv som en af de mest hårdtarbejdende i afdelingen umuligt kan nå dem alle. Dertil kommer de frustrerede kunder, der lige for tiden må gå fra hus og hjem, fordi de for fem-seks år siden fik at vide, at træerne voksede ind i himlen. En dag med bare to af den slags samtaler, og så er man klar til at holde et par dages fri for at restituere.

Denne uafsluttede arbejdsbyrde gør altså ofte, at min veninde kommer frustreret og småirriteret hjem til en ligeledes presset mand og tre børn i læsetræningsalderen. Den efterfølgende hektiske ulvetime indeholder ofte diverse småskænderier, der gør, at veninden og hendes mand går sure i seng og ikke får givet de små bekræftende kys, der holder liv i et parforhold i de år, hvor familielivets automatisering står på. Næste dag forsætter den samme trummerum og det samme sceneri om aftenen bare i en lettere opgraderet version, and so on.

Min veninde har faktisk for nylig sagt lige præcis dette, da ledelsen igen begyndte på deres ”noget derhjemme”-snak: ”ved du hvad, Arne? (vi kalder ham bare Arne for syns skyld. I virkeligheden hedder han Keld). Min arbejdsdag gør faktisk, at jeg kommer frustreret og stresset hjem næsten hver dag. Ja, vel er der noget derhjemme, og det er der, fordi der er noget på arbejdet. Men det er faktisk dit ansvar som ledelse at stå for at fortælle mig, hvad jeg skal lave, og mere vigtigt hvad jeg ikke skal lave, for jeg kan ikke nå det hele i de timer, du vil betale for.” Ledelsesansvar er noget underligt noget i dag. Ingen vil rigtigt have det. Heller ikke ledelsen. Slet ikke i det offentlige, hvor de sidder i møde hele tiden for at undgå at skulle tage beslutninger.

Måske er en skilsmisse inkluderet i de 110% arbejdsiver? Væk med al unødig ballast. Hvem har også brug for familie og venner? Hobbys? Næh tak du. Jeg har mit arbejde, hvor jeg nogle dage også puster en luftmadras ud, så jeg ikke skal besværes med at skulle hjem for at sove. Hvis firmaet ville sponsorere lidt kloakering og en cisterne ved siden af mit skrivebord, behøvede jeg heller ikke at skulle flytte mig nævneværdigt for at besørge. Så kunne jeg rigtigt levere de 100 eller måske endda magiske 110%, hvis jeg kunne få nogle ordentlige afføringstabletter. Sikke en selvopofrelse man bliver opfordret til at finde frem, når man skal arbejde sig lykkelig …

Jeg oplevede en kendt livsstilskonsulent med amerikanske rødder sige noget i samme stil med de 110% ved et andet arbejdsgiversponsoreret foredrag for et halvt år siden: ”Hvis dy ik can go 115% up i din arbed, sø schal dy finne et annet arbed.” De 110% er åbenbart for lidt for en amerikaner, men finanskrisen i 2009 lærte os jo også noget om, at ikke mindst amerikanerne regner lidt anderledes end os andre. I USA har 100% aldrig været det hele.

Retten til at holde fri

Midt i alt dette er der så vi arbejdsbier, der er nødt til at holde fri, hvis vi vil have den luksus at blive gamle. Vi har valgt et job, vi mente, vi kunne bestride sådan nogenlunde, og som kunne give os udfordringer, men bottom line er, at vores valg af arbejde også har været et tilvalg af familie- og fritidsliv. Den slags er de ligeglade med i Kina, hvor den store, kuede masse producerer billigt lort hele dagen og dør af luftforurening og madvarer med vaskemidler i.

Men skyldes vores tab af terræn på den globale scene i virkeligheden noget andet end vores påståede dovenskab?

Kære lykke(lomme)filosoffer – med og uden kørestol. Kunne det tænkes, at det i virkeligheden er vore ledelser og vore selv i krisetid bonusbetalte bestyrelsesmedlemmer, der er for dårlige til at lede og fordele andet end ekstravagante lønninger til dem selv? Kunne det tænkes, at I i toppen kunne gøre det en tand bedre med at skille de vigtigste opgaver fra de mindre vigtige, så vi arbejdsbier på bunden igen kunne fokusere på kvaliteten i vores arbejde?

Kunne man ikke trille alle disse overbetalte, overeksponerede og ofte underkvalificerede peptalkere (med og uden kørestol), lykkefilosoffer og firmafitnessguruer ind på ledelseskontorerne, så vi andre kunne få lov til at passe vores arbejde? Besværligt? Nå ja, så er det nok alligevel lettere at rækken af strømlinede sweettalkers ind på scenen til os andre fjolser på bunden. Alt andet ville jo kræve, at vore ledelser skulle til at tage ansvar – også for deres egen grådighed. 110% here we come! I Danmark vil folk i toppen hellere have folk til at pisse i bukserne for at holde varmen end at gøre noget ved sagens genstand. Tilbage står jeg og føler mig komplet uduelig, fordi jeg ikke arbejder mere, end jeg bliver betalt for. Jeg er derfor nødt til at vende tilbage til sagens genstand; de kære virksomhedsmotivatorer:

Er det okay, at jeg holder fri?

Ærede (overbetalte) peptalkere (med eller uden kørestole, kostvejledningspsykoser, penisforlængende jægersoldatfortid og uforståelige kommunikationsuddannelser). Er det okay, at jeg til hverdag henter mine børn klokken fire om eftermiddagen og bruger weekenderne på at være sammen med dem, spise date-brunch med min kæreste eller dyrke mine hobbyer (karate, brætspil, bøger og overvågning af resterne af hashklubben i naboejendommen) uden at tænke på arbejde? Er det okay, at jeg ikke tjekker mails eller svarer arbejdstelefonen efter klokken fem? Er det okay, at jeg med ganske almindelig fornuftig arbejdsmoral arbejder igennem og når det, jeg kan nå? Også selv om det så kun er for sølle 85-90% af min samlede arbejdskapacitet, så jeg kan holde, til jeg bliver 67? Er det okay blot at være tilfreds på jobbet og en smule lykkelig i sin fritid?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s