Appetize – Portræt af Jacob Kokkedal

Jakob Kokkedal – Koks kiks kaos i Aalborg

04/04/2013 By 

Jacob_Kokkedal_006_foto_Soren_Skjodt

Det hamrer og det banker. Det støver også lidt, eller sådan føles det i hvert fald. APPETIZE har mødt den nordjyske forfatter Jakob 
Kokkedal, der gerne uddeler verbale øretæver til verden omkring sig. Og de sidste øretæver tilfalder hans hjemby Aalborg, der lægger scene til hans nye skud på forfatterstammen – Nordlige rytmer.

Tekst Dadi Halldorsson  foto Søren Skjødt

Donk, donk, donk lyder det i baggrunden. Jakob Kokkedal har valgt Folkets Parlament som mødested med magasinets udsendte. Men det er mandag på en iskold forårsformiddag i den østlige del af Aalborg centrum. Mandagslukket.

Efter et par gestikulerende bevægelser og uprintbare ukvemsord baner de to sig vej over gaden og ind i varmen på byens nye kulturcenter, Nordkraft. Her hamrer det og banker fra alle kanter. Indenfor gør de klar til en udstilling. Udenfor bygger de et musikhus, ungdomsboliger og en hel del andre arkitektoniske usædvanligheder.

Eller er det mon usædvanligheder? Jakob bestiller en kop the, det samme gør magasinets udsendte. Og inden længe falder snakken på den nye bydel, med usædvanlighederne.

Tre robotsmølfer, der er faret vild

– Aalborg er egentlig en grim by, udbryder Jakob, mens the’en brænder sig på den udsendtes hundekolde læber.

Forfatterens påstand lyder som et bjæf midt i al donk-donk’en og de følelsesløse læber.

– Det kommer jo til at ligne Islands Brygge, det her, tilføjer han.

Jacob Kokkedal, der er født og opvokset på Mors, har også lagt sin livsvej forbi både Aarhus og København. Aalborg trak også tilpas meget i ham, hvorfor han siden 2007 også har oplevet Toldbod Plads ændre sig fra billige parkeringspladser til en springvandssymfoni af beton, hjørnematriklen på Borgergade og Kattesundet skifte navn i takt med årstiderne og byens hotdog-tivoli blive til et kæmpemæssigt hundelokum.

– Aalborg har gennemgået store ændringer de sidste 10 år. Noget af det er godt, mens andet er mindre godt. De bygger mange bygninger herude, men der er faktisk også liv, der skal leves her. Vi skal ikke bare lave en kopi af København, for så taber vi kampen. Og jeg synes godt nok det kommer til at ligne Islands Brygge og resten af nybyggeriet i København det hele, fortæller han.

’Islands Brygge, Islands Brygge’, tænker magasinets udsendte, der selv har islandske aner, ’hvad brygger de på dér?’

Mens the’en køler af taler Jacob sig varm på den nordjyske hovedstads byplanmæssige udvikling.

– Det hele bliver så nyt og sjæleløst med pæne, hvide facader, som selv ikke engang mågerne gider at skide på. Jeg savner noget kant i nybyggerier – ikke bare store pladser, musikhuse i legoklodsformat og dyre lejlighedskomplekser til det grå guld, men noget der er unikt og kan adskille Aalborg fra andre byer i Danmark og som kan fastholde Aalborgs rå udtryk – det udtryk vi for eksempel finder i bogen Nordkraft eller i filmen Portland. Aalborg er jo i min optik en arbejderdreng med fæl mund og sorte negle. Det er upoleret og oprigtigt – meget modsat København og til dels Aarhus, hvor de især i Aarhus har opstoppernæse og fine fornemmelser. Forskellen på Aalborgensere og Aarhusianere er, at Aalborgenserne godt ved, at de er bonderøve.

Jeg synes meget af udviklingen og kulturen i Aalborg lugter af midaldrende mænd, der drikker dyr, gammel rødvin og har brug for at fortælle hinanden om, at de drikker dyr, gammel rødvin. Prøv bare at se TV2 Nord eller 24 Nordjyske. Når de skal have noget kulturelt med i sendefladen, så er det gamle mænd, der enten drikker rødvin eller skærer toppe af nogen buske. Det er ikke kultur i udvikling. Det er kultur i afvikling. I den forbindelse hjælper det ikke meget med en masse nye, hvide bygninger  langs havnefronten.

Mere undergrundskultur

Jakob, der selv er aktuel med bogen Nordlige rytmer og tidligere har udgivet bøgerne Som det ligger og Pukkelryggens Valg, efterlyser mere undergrundskultur i byen og mere støtte fra det offentlige.

– Vi har gode børnebogsforfattere i Nordjylland såsom Nick Clausen og en fremragende forfatter i Sascha Christensen, men vi hører bare desværre aldrig om dem. Jeg synes der mangler et miljø, hvor sådan mennesker kan udfolde sig. Der mangler et miljø, hvor der kan opstå kulturel vidensdeling. Også inden for musiklivet. Der er for eksempel et rigtig godt upcoming, nordjysk band, der hedder Ekstra Store Grønlandske Rejer, som vi heller aldrig hører om, siger han og spørger,

– Hvorfor prøver man ikke at skabe et miljø for disse?

Magasinets udsendte trækker på skulderne i et forsøg på at tilkendegive sit manglende svar og gøre opmærksom på, at han ikke kan stilles til ansvar for det. Så tager han en slurk af the’en for at vise, at han heller ikke havde tænkt sig at forsøge sig med et svar.

God the, lidt kold.

– Men der er sket meget i Aalborg de sidste mange år, og meget af det er rigtig godt, tilføjer Jacob som en slags evaluering på det foregående.

– Der er for eksempel Platform 4, Folkets Parlament, Huset, Ulla Terkelsen London og Nordkraft. Disse steder er unikke, fremadskuende og bidrager med at gøre Aalborg til en dejlig by, der samtidig er tro mod sig selv og sine rødder.

Jacob har i Nordlige rytmer valgt Aalborg som omdrejningspunktet for sin historie og personer, som delvis er fiktive. Bogen har tre hovedpersoner, alle kvinder, der forsøger at realisere sig selv i det moderne samfund med karrieredrømme, den perfekte mand og dét, der gør det svært at forene de to verdener.

– Jeg har faktisk både datet og været i forhold med disse tre piger, fortæller han smilende, selvom han også har fundet inspiration andre steder.

Jacob_Kokkedal_002_foto_Soren_Skjodt

Nordlige rytmer

Nordlige rytmer handler om Bitten, Camilla og Jeanette, der har helt styr på deres karriere og uddannelse. De er bare ikke ret modtagelige over for forelskelsen. Og som der står i bogen: ”Hvordan finder man kærligheden i et nordjysk Gotham City befolket af tantrakonger, psykologbamser, masturberende ungarbejdere og sultne veninder?”

– Tilbage i 00’erne så jeg jo også Sex and the City og var fascineret af den tragikomiske virkelighed, at de havde alt, bare ikke mænd. Hele serien går jo ud på, at de leder efter en mand.

– Vi lever i en materialiseret verden, hvor alt kan købes og opnås. Men du kan stå tilbage uden værdi og indhold. Da jeg datede de forskellige piger, så var de altid på jagt efter en perfekt mand, der passede ind i et mønster. Det var ikke altid særlig tjekket, da jeg så dukkede op som skolelærer og endda talte med lidt nordjysk dialekt, fortæller han og griner: Jeg stammer jo fra Mors.

Jacob har også tilført hovedpersonerne karaktertræk fra forskellige andre dates og personer, han har mødt på sin vej.

– Jeg datede engang en pige, som viste sig at være lesbisk og havde det ene formål, at finde en mand, som de kunne tage med i sommerhus en gang imellem. De havde tit taget en tredje person med, som de bandt og spændte nogle blylod på, hvorefter den ene – som forresten også var sadist – slog på de andre i deres sexlege. Det var godt nok ikke lige mig, så det blev ikke til noget, men jeg fik en karakter med mig, som jeg kunne bruge i mine bøger.

Efter at Jacob flyttede tilbage til Aalborg, gik det op for ham, at forholdene var fuldstændig de samme her, som i resten af Danmark.  At der var ligeså mange tabte sjæle. Og det var et fedt, om Gucci-pigerne kom fra Hasseris, Risskov eller Hellerup. Derfor blev det rigmandsdøtrene fra Hasseris, der blev portrætteret i Nordlige Rytmer.

– Jeg synes det var et spændende univers, at Aalborg flytter sig fra industri- til vidensby, og at  der også sad en masse piger heroppe med gode jobs og ingen mænd, fortæller han og fortsætter,

– Den ene pige er lille og buttet fra Brovst, som gerne vil væk fra hendes fortid og blive til noget. Den anden er direktørdatteren fra Hasseris, som er møgforkælet og leder efter en mand, der ligner hendes far. En, der kunne sørge for hende. Jeg oplevede, da jeg datede denne pige, at hun havde brændt sig rigtig hårdt på en, der lignede hendes far, og jeg forsøgte at holde hende op på det, fordi i mine øjne var hendes far et komplet røvhul. Jeg forsøgte at fortælle hende, at han godt kunne have været en god far for hende, men ikke som en kæreste. Men jeg kunne slet ikke tale hende til fornuft.

– Den sidste pige i bogen er en kommunikationskonsulent, jeg har mødt, som var helt ødelagt af hendes mor, der havde trynet hende alle årene. Hun kunne slet ikke åbne op for posen og engagere sig rent følelsesmæssigt.

Provokation fremmer dialogen

Jacob har stærke meninger om den verden, der drejer sig omkring ham. Og Nordlige rytmer er en bog, hvor han ikke lægger skjul på sine meninger.

Anmelderne har også bemærket hans skarpe tone, hvor de som regel omtaler bogen i positive vendinger. Et sted bliver den kaldt ”surt opstød” og at Jacob beskriver ”det 21. århundredes bimboes, som ikke længere er blondiner, men derimod sorthårede, solariebrune og storpattede tøsebørn med hjemmetegnede øjenbryn midt i panden og accessory-dogs under armen”. Og et andet sted står der, at Jacob ”ironiserer, ruller med øjnene og han løfter pegefingeren” samt ”Kokkedal har en sjælden evne til at skildre et samfund og dets beboere og (jante)love, så læseren er nødt til at trække på smilebåndet og få kaffen galt i halsen.”

Jacob putter ikke med sine meninger. Hverken i Nordlige rytmer eller med the’en i den ene hånd inde på Nordkraft sammen med magasinets udsendte. Og det skyldes hans overbevisning om, at en provokation er en god måde at få en dialog i gang.

– Hvis man provokerer, så forsvarer folk sig og siger, at det i hvert fald ikke er rigtigt. For så kan man spørge, hvorfor det så ikke er rigtigt. Og dermed har man fået en dialog i gang. Jeg kender en psykolog, der siger, at hvis en mor kommer ind og fortæller, at hun bliver kaldt dårlig mor. Så svarer han, at det er hun vel, siden det bliver bragt op. Så flyver moderen op og fortæller, hvorfor hun ikke er det. Hans åbning er derfor, at hvis ikke det var et problem, så var der ingen grund til at blive sur. For hvis de havde kaldt hende en bil i stedet for en dårlig mor, så sad hun ikke der.

– Jeg håber, at jeg med min bog også kan provokere pigerne til at se anderledes på verden omkring dem selv og blive mere selvkritiske, fortæller Jacob og tager en sidste slurk af den iskolde the.

Det er blevet tid til at takke af og hilse på usædvanlighederne udenfor kulturcenteret Nordkraft. Det hamrer stadig og banker. Og det bliver det vel nok ved med lidt endnu.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s