Den Korte Avis – Inga lærte at bide negle

Ubrugeligt it-udstyr, utålelige konsulenter og initiativer, der bare skal se ud af noget – sådan lærte skolelærer Inga Svenson at bide negle

16. JAN 14

Inga Svenson har lært at bide negle. Det er gennem årene kommet snigende til hende, men særligt i de seneste ti til femten år har Ingas nikotinfarvede negle fundet vej til hendes halvdårlige bisser. I starten var det i forholdsvis ureflekteret frustration. Senere er det blevet en mere bevidst handling, når Inga sådan helliger sig at gnave neglestykker af og spytte dem ud i periferien, mens andre rynker på næsen. Inga er nemlig blevet ligeglad med folks fine fornemmelser. Hun er nået den alder, hvor verden kan redde og passe sig selv. En enkelt gang for ikke så længe siden sagde hun endda til et af de der irriterende unge mennesker med ringbind, der altid ligger på lur inde i Algade, at de små børn i Afrika for hendes skyld kan sejle i deres egen sø. Underlæben på pigen med ringbindet lavede kortvarigt en bævrende bevægelse, inden hun hurtigt blev afstivet og derefter besluttede sig for at være pågående over for en mand i arbejdsbukser. På vej væk havde Inga overhørt, hvordan manden havde kvitteret for pigens henvendelse ved at sige, at hvis ikke det angik en million i hånden eller en suttetur, så havde pigebarnet værsgo at passe sig selv. Den slags havde Kirkens Korshær selvfølgelig ikke penge til, havde pigen forklaret, og hvad det andet angik, så var det jo primært forbeholdt fødselsdage.

Jo, Inga har med tiden vitterligt lært at være ligeglad, og i lærerforberedelsen ligger der således ofte små stykker af Inga hist og pist. For eksempel ligger de i mellem de forholdsvis nye, men allerede udtjente computere og dyngerne af papir, ingen gider rydde op i. Det er her, at Inga for alvor lærte at gnave i sine fingre.

It-alderens indtog i skolevæsenet har ikke været forgæves, og skolevæsenets serviceringsfaktor på It-området har da også været med på moden lige fra starten af. Det med at virke gør maskinerne nu sjældent, selvom der er brugt mange penge på dem, men det er heller ikke hovedkriteriet for at investere i noget som helst skolemæssigt. Det kan ikke nytte noget, for så skulle man pludselig til at gøre noget ud af det eller ligefrem udlicitere skolevæsnets it-sektor. Det ville være spild af tid. Det skal nemlig helst bare se ud af noget.
”Sådan gør vi!” hedder den lille pamflet, der lander i lærernes dueslag en gang om måneden. Det er et propagandamanifest fra skoleforvaltningen, der gerne vil indynde sig hos de folkevalgte, som de står til ansvar for. I virkeligheden er skolesystemet en handlingslammet skabning, hvor skoleledere med medieprovokeret granatchok kæmper for at få tingene til at se godt ud på papiret, hvilket betyder, at skolernes ansatte kæmper mange forgæves og tabte kampe, da det jo aldrig ser pænt ud, hvis en skole eksempelvis sætter sig igennem over for vanskelige forældre. Den slags skaber for megen røre i andedammen. Skoleforvaltningen forstår så at føre tråden videre og viser en masse fine konfliktfri tiltag frem, der også ser godt ud på papiret. Politikerne klapper derefter deres undersåtter tilfreds på hovedet, fordi det betyder, at de ikke skal konfrontere vælgerne med virkelighedens lange seje træk. I virkeligheden er hele herligheden et ret effektivt og dyrt maskineri, der sikrer, at alt vedbliver, som det altid havde været om end dog en smule ringere for hvert årti. Den måde, der forandres på, minder mest af alt om måden, hvorpå bedemanden iklæder den døde forskellige sæt tøj og lægger en ny makeup. Det ydre ændrer karakter, men det stopper ikke forrådnelsen.

Indirekte kan lortene altså ende hos sådan en som Inga. Når Inga eksempelvis sætter sig foran en computer i lærerforberedelsen efter arbejde og tænder vidunderet, går der kun små fem minutter, til maskinen er klar og kan vise et skærmbillede. Derefter går der yderligere fem minutter, til Inga kan forsøge at gå på nettet, der rent undtagelsesvis virker efter yderligere fem til ti minutters venten. Hvis Inga også skal have åbnet tekstbehandlingsprogrammet, har hun rig mulighed for at hente sig en kop kaffe på lærerværelset først, for så kan der snildt gå et par minutter mere. Efter en lille halv times tid vil Inga i alle tilfælde være klar til kamp. På nogle dage kan Inga tilmed være så heldig, at hun når at få gemt sit arbejde, inden computeren spontant lukker ned.

Svaret er som regel fejl 40, når Inga drister sig til at spørge, om det virkelig kan være rigtigt. Fejl 40, Inga. Det er din egen skyld! Fejlen sidder40 centimeterfra skærmen og ikke andre steder.

Inga er gammel i gårde og har for længst lært at tage offerrollen. Det er jo sikkert også hendes egen skyld. Det lærte hun at sige som lærer sidst i 70’erne. ”Det er nok min egen skyld.” Men ventetiden kan jo godt blive lang alligevel.

De nye interaktive tavler rundt omkring i klasseværelserne har også tilføjet lidt til Ingas venten. Købet af tavlerne har faktisk været lidt af et sisyfosarbejde, og beslutningen om at købe dem tog næsten to år i sig selv. Først brugte de en halv time på hvert afdelingsmøde i gennem ti måneder på at diskutere, om de overhovedet havde beslutningskompetencer til at forsøge at sætte sig ind i, om de skulle have de tavler. Da de endelig blev enige derom, brugte de yderligere en halv til en hel time på de efterfølgende seks afdelingsmøder på at beslutte, om de i det hele taget skulle have tavlerne og i så fald hvilken slags. Derefter skulle tavlerne så bestilles. Signe forsøger altid at bortforklare sådan noget tidsspilde med, at det blot er en omstillingsfase. Hun har selvfølgelig også kun været lærer halvt så mange år som Inga. Der har altid været mange af den slags omstillingsfaser i folkeskolen, kan Inga fortælle Signe.

Men nu hænger de der. Endelig! Fine og dyre interaktive tavler som kun en håndfuld lærere ud af et lærerpersonale på 40 individer forstår at bruge. Det er ikke, at Inga ikke har forsøgt. Hun formodede naivt, at sådan noget elektronik må virke på samme måde som hendes computer derhjemme, hvor hun kan tænde for skidtet, og så kører det. Her skal der åbenbart noget helt særligt til for, at Inga kan vise sine notater fra Excel frem foran klassen. Nettet kan de jo i sagens natur selvfølgelig heller ikke benytte i klasseværelserne.

Fejl 40, siger it-folkene fra forvaltningen. Fejl 40, siger skolens leder Helga. Fejl 40. Det er din egen skyld, Inga, siger de alle sammen!

Knud Veddersø, der er en autoritetstro mand, og som var i fremmedlegionen som ung, havde til et fællesmøde på lærerværelset i al lakonisk alvor spurgt om, den manglende netadgang i hans klasseværelse mon kunne skyldes den metalplade, han havde i hovedet. Hvis det ikke var tilfældet, kunne han ikke forstå, hvorfor noget ikke virkede, når der var brugt så mange penge på det. Ledelsen havde ikke sagt noget til det, for så ville de jo ikke blive holdt op på noget, men mange af Knuds kolleger mente ikke, at sådan en gammel krigsskade kunne have indflydelse på stedets computere. Mathilda Larsen blev bange af den snak, da hun lige havde fået pacemaker. Helga brugte efterfølgende tyve minutter af det pågældende lærermøde på at besvare spørgsmål vedrørende de ansattes sikkerhed i forbindelse med skolens ikke-virkende teknologi. Inga havde set Allan snige sig ud på toilettet med sin bærbare. Han sad altid og arbejdede under møderne. Det er nogle gange svært for de unge lærere at vænne sig til den manglende mødeeffektivitet. Der kan gå mange år, inden man rigtigt lader sig indhylle i den uproduktive snakkekultur.

Dyrt er det i alle tilfælde, når alle skolens brugere åbenbart er uduelige til at bruge it-hjælpemidlerne. Der er købt interaktive tavler for næsten 300.000 og computere og software for et tilsvarende beløb inden for de sidste fire år. Da kloge hoveder fra forvaltningen i sin tid løb rundt på skolen for at få det trådløse net op at køre, måtte skolen og forvaltningen punge ud med næsten en kvart million ekstra til noget, der allerede trekvart år senere viste sig at være forældet og for lidt.

På helt umulige dage betrygger Inga sig dog med, at det ikke er så slemt med udgifterne som i nabokommunen. Der har man givet alle lærere tablets og bærbar computere, selvom forbavsende få undervisere kan bruge de nye computere til andet end lige at tjekke mails og lede efter billige rejser. Hvad har det mon ikke kostet?

I hjemkundskabstimerne ælter eleverne dej i gryder. Skolen har ikke råd til at købe skåle. Selvfølgelig er pengene ikke kun gået til svagt anvendeligt it-grej. Sidste jul inviterede ledelsen også hele skolens personale til koncert med Niels Hausgaard. Det drejede sig om knap 100 mennesker. Billetprisen var næsten trehundrede kroner stykket. ”Kunne der ikke være blevet en enkelt skål for de penge?” tænker Inga i små kritiske øjeblikke, når hun bider sig i fingrene. Bøger mangler de forresten også. Det ses ofte, at to elever må deles om en laset matematikbog, og så kan de skiftes til at låne bogen med hjem, når de skal lave lektier. It og Inga er ren fejl 40.

Men der er også andre ting, der får Inga til at spytte neglerester. Konsulenter for eksempel. Inga har set lidt af hvert efterhånden. Hun har overværet indoktrineringsdebatten sidst i 70’erne og den spæde svagt marxistiske projektarbejdsform i starten af samme periode. Tyve år senere handlede det om undervisningsdifferentiering. Det var der, man begyndte at lukke specialundervisningen rundt om på skolerne og slagte de mest dyslektiske elevers chancer for nogen sinde at læse sig til noget så simpelt som Søren og Mettes oplevelser ved et vandløb i læsebogserien Søren og Mette. Nu har der så lige været endnu et fjog fra forvaltningen for at præsentere det nyeste tiltag, som forvaltningen ikke engang gider forsøge at kamuflere ordentligt, så det ikke ligner det sparetiltag, det i virkeligheden er. Som altid, når et nyt mantra skal præsenteres, følger konsulenterne i kølvandet på forvaltningernes sprechstallmeistere som gribbe efter en døende udpint kamel i ørkenen.

Hovedreglen er, at konsulenterne sammen med det bløde brød serverer gammel vin på nye flasker. Hvis det ikke er tilfældet, bliver lærerne i stedet kastet ind i en uhyre dyr afprøvning af utestede pædagogiske tilgange, hvis reelle evidensbase matcher store dele af passagerne fra Alice i Eventyrland.

På flere fællesmøder har Inga gennem årene spurgt, om det ikke er bedre med noget konkret, der ville være lettere at forholde sig til. Fejl 40, Inga! Når du siger sådan noget, er du en fejl 40, har skoleleder Helga gentaget igen og igen, mens konsulenterne i de pæne skjorter har stået og trippet bagved med endnu en uvurderlig (gammeldags) transparent eller et subtilt manipulerende slide fra deres power point show. Inga ved jo godt, at det ikke er Helgas skyld. På mange måder er Inga godt klar over, at de på Almueskolen faktisk har noget af det bedste lederskab, men folk som Helga bliver hele tiden presset af det politiske system til at skulle hive statusprojekter frem, der kan profilere skolen. Det er ikke nok bare at have elever, der er gode til dansk og matematik. Det betyder faktisk skræmmende lidt i den sammenhæng.

Det er også de underligste ting, de skal forholde sig til. Skolen har som så mange af sin slags oplevet et voldsomt antal sygemeldinger de senere år som følge af stress. Svaret har været at hente endnu flere dyre konsulenter ind, der med deres designermapper i blødt læder og med deres højt opsatte hår hellere end gerne vil hjælpe, som koldbrand hjælper en såret mand.

Den første af den slags konsulenter var en kvinde sidst i tyverne, der endnu var våd bag ørerne, men vældig overstuderet i og med, at hun var gået direkte fra seminariet og videre på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet. DPU er efter Ingas bedste vurdering landets største syltekrukke for uduelige mennesker, der ikke kan klare det i det virkelige liv. Konsulentpigebarnet præsenterede skolen for sit stressbekæmpelsesværktøj, der var en stor planche forestillende et juletræ. Hun havde bedt de rådvilde lærere om at skrive de ting ned, der belastede dem allermest. Derefter var det skolens konsulentramte staklers opgave at pakke deres sedler ned i små gaveæsker, som lærerne også selv fabrikerede med karton, saks og lim. Svendestykket kom til sidst, hvor lærerne skulle lægge deres pakker under juletræet og så trække hinandens gaver. Flere af Ingas kolleger havde set uforstående på konsulenten, der med et smil havde kvitteret ved at sige, at de skulle pakke gaverne op og forsøge at løse hinandens problemer. Sigrid Rasmussen, der lige var vendt tilbage fra en sygemelding med rysteture og søvnløse nætter, begyndte med det samme at græde, for så skulle de alligevel sidde med en masse problemer, de ikke kunne løse. Løsninger, der ikke fandtes, fordi de krævede mere end livet kunne klare under en moderne flad ledelsesstruktur, hvor samfundet via ledelsen fyldte på læsset og lukkede døren ind til lærerne. Knud Veddersø råbte, at det var uanstændigt og helt ude af proportioner. En anden ville have tillidsmanden til at træde i karakter, når han altså kom tilbage fra toilettet, hvor han ligesom Allan ofte sad og arbejdede under lærermøderne. Enden blev, at konsulenten med våde øjne måtte følges ud til sin bil af Helga. Femogtyvetusind danske kroner var prisen for juletræsmodellen.

Anderledes gik det et par måneder senere, da underholdningskonsulenten Freddy svingede forbi med sin ”edutainment”, som han kaldte det. ”Giv hinanden en krammer og elsk hinanden!” var Freddys budskab. ”Og så skal I se at få alle dem, der stråler surt smidt væk fra jeres arbejdsplads! Folk, der er utilfredse, kan ikke bruges til noget.” Dette bevirkede, at de læreransatte gik med påklistrede smil i flere uger efter i et forsøg på ikke at ligne dem, der strålede surt og burde smides ud. Derhjemme kunne de jo altid tage sig en tudetur og muligvis en hurtig lille skilsmisse, når partneren til sidst fik nok. Femogtredive tusinde danske kroner var prisen for at lære ikke at vise andre følelser end dem new public management kulturen og det grænseløse arbejde, hvor fritid og job smeltede uløseligt sammen, kunne bruge til noget.

Tårer havde der vist også været nok af såsom på et todageskursus for et par år siden, hvor endnu et par forandringsagenter, som den private sektor ikke kunne bruge, havde fået til opgave at skabe bedre dynamik i lærergruppen. Dette resulterede i, at Inga og hendes kolleger om eftermiddagen den første dag blev sat i en rundkreds for skiftevis at blive placeret alene i midten af cirklen. Herefter bad konsulenten de resterende om at fortælle det uheldige individ, hvad de ikke syntes, personen var god til, og endvidere hvad deres generelle holdning til personen var.

Ikke færre end fem langstidssygemeldinger blev udslaget af dette dynamikkursus. Dertil kom en sag ved arbejdsretten som endte med en principiel sejr til den pågældende kollega, der ikke satte sine ben på skolen igen efter kurset. Der blev i månederne efter kursusdagene i helvede serveret smørkager og guldkarameller på kontorets regning, som det aldrig før var set i pauserne på skolen. En sjælden gang kunne de endda opleve at høre en kollega blive rost hvilket jo, som alle ved, kan få kvinder i det offentlige til at flytte bjerge – selv konsulentramte fejl 40 kvinder som Inga. Og en guldkaramel var jo unægteligt bedre at have i munden end stumper af afgnavede negle, for arbejdet skulle jo ligesom passes, og konsulenter kunne de åbenbart heller ikke blive fri for i den danske folkeskole, hvor der var penge til pjat, men ikke til matematikbøger og skåle i hjemkundskab.

De nuværende inklusionsdirektiver og de medfølgende specialister i forandringsprocesser har også haft sin smertefulde gang andre steder. På naboskolen fik en anden forandringsagent, der ikke har kunnet få job som lærer, stedets personale til at kravle rundt på alle fire i et klasseværelse for at sige dyrelyde, hvorefter de på skift skulle forsøge at undervise de mange forskellige dyr. Der var både giraffer, søløver og chimpanser til stede. Derefter var personalet med isposer på knæene blevet bedt om at sidde at reflektere over, hvor svært det kan være at rumme alle dyrearter, og hvor svært det eksempelvis kan være at være en chimpanse i selskab med løver og hængebugsvin. De skulle endvidere nå frem til, hvad de eksempelvis kunne gøre for at gøre hverdagen mere behagelig for en søløve. Den del af personalegruppen, der havde været så gamle, at de vidste, hvad de ikke skulle finde sig i, havde rejst sig og var kørt hjem.
Inga undrer sig over om, nogle af disse lærere og pædagoger mon ikke også sætter tænderne i en negl af og til. Inga synes aldrig, at hun har ro til at passe lærergerningen. Bedst som Inga tror, det ikke kan blive værre, trækker ledelsen altid en ny konsulentkanin op af hatten, som de for eksempel gjorde det sidste år.

Sidste års tiltag på Almueskolen var en pædagogisk weekend med to storsmilende og kulørte kvindelige udgaver af noget, der sagtens kunne have været på forsiden af Ugebladet Søndag under overskriften Om at genfinde livet efter de fyrre og om glæden ved velsmurt analsex.

De nyunge konsulenter startede såmænd også ud med at ville give gaver. De ansatte skulle give hinanden usynlige gaver i form af de ønsker, de havde for deres arbejdsplads fremover. Kaffepausen kom som en velkommen gestus. Der var napoleonshatte og Twist til koffeintilskuddet. Nogle dristede sig endda til et lille smil ved tanken om sukkerindtaget. Deres personlige arbejds- og kursushistorik i det danske skolevæsen havde lært dem at afskære alt mellem kagepauserne fra al seriøs virksomhed i frontallapperne.

En time efter napoleonshattenes indtog blev Inga og hendes kolleger sendt ud i de grønne områder på det kursussted, de befandt sig på. Her skulle de lave deres visioner for skolen ved hjælp af grene, kogler og kviste samt det, de kunne finde på jorden, som ikke var afføring. Flere af lærerne kom aldrig tilbage fra denne seance. I grupper blev der i stedet holdt mindre møder ude blandt træerne, hvor de enedes om at sende de nyeste af kollegerne ind efter øl, så de kunne få lidt ud af alle de penge, weekenden havde kostet. Synd var det for de to kvikke pærer, der havde brugt en hel aften på at læse den selvhjælpsbog, som hele kurset var baseret på.

Inga, der var en af de få tilbagevendte fra visionsturen ude i skoven – hun havde lavet et æble af to kviste og et sneglehus uden indmad – havde rakt hånden op og som altid spurgt, hvad de helt konkret kunne bruge øvelsen til. Det var rygtedes, at hele herligheden havde kostet næsten hundredtusinde danske kroner.

Fejl 40, Inga! Når du spørger om sådan noget, er du en fucking fejl 40, havde Helgas blik fortalt hende. Derfor klappede Inga i og satte i stedet tænderne i en negl, så hun i det mindste kunne få noget fornuftigt ud af det hele. Det kunne jo også være lige meget. Snart var der mere kaffe, og efter maden var de blevet lovet Sarah Bernard-kager. Det gælder i høj grad om at finde og hænge sig i lyspunkterne, når man er en udpræget konsulentramt fejl 40.

 

Jacob Kokkedal er skolelærer. Han har udgivet flere romaner, senest: ”Det de ikke snakkede om”, som ovenstående tekst er taget fra.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s